IoT Crawler tager form

For at blive klogere på hvordan Internet of Things (IoT) kan give mere værdiskabende løsninger for brugerne, har man i Aarhus haft et fokus på at undersøge den nuværende praksis på havnepladsen, hvor Aarhus City Lab ligger. Ved at observere området og høre, hvad det bliver brugt til nu, har IoT Crawler-projektet brugt City Lab’et til at undersøge brugbar IoT.

Denne første fase af IoT Crawler er også blevet brugt på at tale med forskellige IoT-startups. Disse er enten i gang med eller har et ønske om at eksperimentere sig frem til nye løsninger sammen med byen. Dialogen har derfor handlet om at forstå startuppernes udfordringer og forstå, hvor der kan være muligheder for IoT Crawler.

Co-creation kreerer nye koncepter

Gennem co-creation forsøger man i øjeblikket at komme med bud på koncepter, der kan bygges ovenpå IoT Crawler. Dette udvikles konkret igennem workshops. Blandt andet arbejder projektet sammen med Aarhus Katedralskole, hvis elever skal deltage i en co-creation-workshop om, hvordan de anvender City Lab’et på havnepladsen. Målet er at samle disse koncepter i en portefølje, som kan bruges som inspiration til de prototyper, der skal udvikles senere i projektet.

Under IoT Week er deltagerne inviteret ind for at give Aarhus Kommune feedback på de koncepter, der er blevet udviklet under co-creation-forløbene. Forhåbentlig vil det gøre projektet klogere på, hvilke af koncepterne der er værd at videreudvikle på.

IoT Crawler på tværs af Europa

Det er ikke kun i Aarhus, at IoT Crawler-projektet har sat en masse aktiviteter i søen. Hos universiteterne i projektet er der særligt fokus på udviklingen af den tekniske del af IoT Crawler. I Osnabrück (Tyskland) og Murcia (Spanien) bruger universiteterne deres ekspertise til at kvalificere det tekniske lag – herunder arbejdet med sensorer og monitorer. Blandt andet arbejdes der på maskiner, der gør det muligt at relatere IoT-dataen til den metadata, som sensorerne skaber. På den måde vil IoT Crawler være i stand til at vurdere datakildernes korrekthed ved blandt andet at sammenligne med andre sensorer i nærheden. Disse komponenter skal på længere sigt integreres i andre byer inden for projektet.

På tværs af Europa samler projektet i øjeblikket indsigter fra interessenter og brugere. Dette foretages igennem projektets testbeds, der dækker tre overordnede domæner: Smart Home/Building, Smart City og Industri 4.0. Med den brugerorienterede tilgang arbejder man hen imod målet om at skabe en IoT søgemaskine.

Men i øjeblikket er projektet altså i en undersøgende fase. Her ønsker man at få svar på følgende:

- Hvordan kan IoT Crawler hjælpe med integrationen af Smart Home-devices?

- Hvordan kan IoT Crawler forbedre parkeringsoplevelsen i Smart Cities?

- Hvordan kan IoT hjælpe i en borgerdrevet Smart City-eksperimentering?

- Hvordan kan IoT Crawler forbedre hverdagen for personer med demens?

- Hvordan kan IoT Crawler skaffe bedre forebyggende vedligeholdelse for Industri 4.0?

- Hvordan kan IoT Crawler hjælpe med at planlægge Smart Grid-systemer?

Kom til IoT Week i Aarhus i juni og se, hvilke koncepter der kommer ud af denne proces, og hjælp med at validere dem.

Partnermøde i Guildford

I foråret har der været et partnermøde i IoT Crawler konsortiet på University of Surrey i Guildford, Storbritannien. Her blev der diskuteret nye idéer og arbejdet på en mere detaljeret plan for IoT Crawlers forsknings- og udviklingsaktiviteter. Målene om en mere udviklervenlig arkitektur ved brug af åbne datasæt og muligheden for at skalere resultaterne op var også på tapetet.

Dermed er IoT Crawler ved at nå en afslutning på den første cyklus af projektet, og man arbejder derfor hen imod co-creations, evaluering og validering af projekterne. Dette handler mest af alt om et ønske om at lære slutbrugeren bedre at kende og skabe værdi for dem.