Danmarks førende digitale event IWDK får ny operatør

Efter at IWDK i 2020 som så mange andre større begivenheder måtte aflyses på grund af Corona-krisen, fortsætter den digitale festival i 2021 med en ny operatør bag roret, nemlig DigitalLead, der med en solid partnerkreds i ryggen arbejder for at forbinde hele det digitale Danmark.  

Festivalen, der har været afholdt siden 2014 og blev startet som et led i Smart Aarhus satsningen, skal nu drives med DigitalLead som operatør i de kommende fire år (2021-2024).

DigitalLead er skabt i et tæt partnerskab mellem de erfarne digitale erhvervsklynger BrainsBusiness og it-forum i  samarbejde med samtlige danske universiteter AAU, AU, DTU, ITU, SDU, KU og CBS samt GTS-institutterne Alexandra Instituttet og Force Technology. IWDK får dermed en landsdækkende og videnstung operatør, der forventes at kunne løfte festivalen til nye højder.

I 2021 har IWDK fokus på emnet ”Trust and Tech – Today and Tomorrow”. Det gør IWDK til stedet hvor man diskuterer de store muligheder i og skyggesiderne ved den digitale udvikling. IWDK handler om alt fra nye forretningsmodeller, til hvordan man skaber digital tryghed i hverdagen.

Borgmester Jacob Bundsgaard siger om IWDK:

”Vi har brug for fora, hvor vi kan diskutere alle digitaliseringens dilemmaer. Det er dét IWDK handler om, så mennesker fra alle hjørner og kanter af samfundet kan deltage i debatten om, hvordan vores digitale fremtid skal se ud. Vi bliver alle berørt af den teknologiske udvikling, og vi skal alle have mulighed for at påvirke den. Jeg glæder mig til samarbejdet med DigitalLead og håber, vi sammen kan tage IWDK til nye højder.”

Hos DigitalLead ser regionaldirektør i Aarhus Bo Sejer Frandsen frem til at stå i spidsen for Danmarks digitale folkemøde, som IWDK også kaldes:

”Formålet med IWDK er at skabe en festival, der understøtter og bidrager til videreudvikling af Danmarks digitale førerposition. Der er et tæt sammenfald mellem det overordnede formål for DigitalLead som landets kommende klyngeorgansiation for digitale teknologier, og derfor er vi rigtig glade for at have fået tildelt operatørrollen for IWDK”, siger Bo Sejer Frandsen.

Udviklingschef i DigitalLead Louise Overgaard fortæller om visionerne for udviklingen af IWDK de kommende 4 år:

”Med DigitalLead som operatør vil vi se IWDK vokse i omfang og i mængden af tilbud. Der vil være fokus på at udvikle festivalen både nationalt og internationalt – og på, at festivalen vil støtte op om den grønne dagsorden. Blandt andet vil der være en særlig temadag med fokus på teknologi som driver for grøn omstilling, og i den borgerrettede del af festivalen vil emner som cirkulær økonomi og digital fabrikation spille en central rolle”.

IWDK løber af stablen den 4.-9. maj 2021, og henvender sig primært til beslutningstagere, meningsdannere og professionelle i tech-branchen, men har også borgerrettede arrangementer til både børn og voksne.

Om IWDK:

Internet Week Denmark (IWDK) er Danmarks førende digitale festival. Den foregår på forskellige lokationer i og omkring Aarhus. I 2019 afholdt den seks dage lange festival 140 events fordelt på 10 byer udspringende fra Aarhus med 344 talentfulde og inspirerende talere, der delte deres idéer og viden. Læs mere på www.iwdk.dk.