Skodrobotten. Måske ikke så ringe endda?

Af Rasmus Eiby Andersen

Vi kender det alle sammen. Fra når vi går tur eller opholder os ude i den friske luft. Små cylindere, nogle gange orange andre gange gråsorte af snavs, ligger og gemmer sig hist og her. Måske mellem fliserne i fortovet eller under hækken ved din side. Cigaretskod flyder, og det er en dyr affære for kommunerne at få dem samlet op.

Men nu er der hjælp at hente til dem, der desværre skal gå og rydde op efter synderne. I hvert fald på havnefronten i Aarhus til en start. Her vil Skodrobotten, som kælenavnet så fint lyder, snart køre rundt og opsamle de mange cigaretskod, forbipasserende smider fra sig. Skodder der i mange tilfælde ellers ender i havet.

Det bliver allerede fra sommer i år, folk kan møde skodrobotten, når går tur langs havnefronten. Hvis alt da går efter planen. Projektet, der er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og virksomhederne Capra Robotics og KK Tech, er nemlig i den spæde opstartsfase, og selvom både skelet og krop står klart, er det nu hjernen, der skal indstilles korrekt.

”Vi er i gang med at udvikle en kameraløsning, så robotten kan finde cigaretskod. Dernæst skal vi have lært robotten at identificere et cigaretskod ved hjælp af machine learning,” fortæller Søren Tranberg Hansen, senior projektleder hos ITK ved Aarhus Kommune.

Selve robotten, der er udviklet og produceret af Capra Robotics, har nemlig ikke den fjerneste idé om, hvad et cigaretskod er, og hvorfor den skal suge det op med den monterede sugefunktion. Det skal holdet hos ITK (Innovation, teknologi og kreativitet) hos Aarhus Kommune nemlig først lære den ved hjælp af den omtalte machine learning, der er en gren indenfor kunstig intelligens.

Her kan Søren Tranberg Hansen og resten af ITK meget vel få brug for borgernes hjælp. Jo flere billeder, de kan indsamle af cigaretskod i bybilledet, jo bedre kan de fodre robottens kunstige intelligens. Derfor arbejder de pt. på at kunne inddrage billeder af cigaretskod i byen taget af Aarhus' borgere.

En del af kampen for en ren by – men ikke den fulde løsning

Skodrobotten spiller godt ind i Aarhus Kommunes generelle ambitioner for en ren by, der formelt er formuleret i projektet Ren By Aarhus. Cigaretskod indeholder alt fra tungmetaller til mikroplast, der hverken er godt for verdenshave, dyreliv eller natur. Derudover koster det i dag 3 kr. for Aarhus Kommune at opsamle ét cigaretskod, så her er der også en økonomisk besparelse at hente. Men det vigtigste er nu at holde byen ren, og her er det ikke kun robotterne, der må hjælpe til.

”Foruden selv at bidrage til et rent bybillede, ser vi også nogle formidlingsmuligheder i robotten,” fortæller Søren Tranberg Hansen.

”Robotten skal jo netop ikke være en undskyldning for, at man smider sine cigaretskod alle mulige steder. I den perfekte verden burde der i princippet slet ikke være brug for en robot til at rydde op efter folk. Vi håber derfor også, at den kan være en god reminder til folk om, at de skal huske at rydde op efter sig selv. Præcist hvordan vi skal få det budskab ud, arbejder vi stadig på,” uddyber han.

En ting er dog sikkert. Robotten vil kunne hjælpe med en kortlægning af, hvor folk især smider cigaretskod fra sig, og på den måde kan Søren Tranberg Hansen og resten af holdet bag Skodrobotten, få en helt unik indsigt i folks vaner med henkastning af affald.

”Vi kommer til at kunne se, hvor problemet er størst, og på den måde kan vi udtænke nogle andre indsatser, der forhåbentlig kan skabe nogle adfærdsændringer hos folk, så de ikke smider cigaretskod eller andet affald på gaden,” siger Søren Tranberg Hansen.

På sigt er der dog også forhåbninger om, at Skodrobotten skal kunne opsamle andet affald end blot cigaretskod.

Vi er kun lige begyndt

Robotter i bybilledet skal vi i højere grad vænne os til. Det er i hvert fald Søren Tranberg Hansens overbevisning, der ser projekter som Skodrobotten og City Shark (en vandrobot, der kan samle affald og olie i Aarhus Havn) som de første spæde spadestik på vej mod en ny tid, hvor robotter er en større del af fundamentet i vores samfund. En virkelighed, der i princippet allerede er en realitet på mange fabrikker og arbejdspladser, men som endnu ikke har ramt bybilledet for alvor. Men det kommer den til.

”Hvis man gerne vil have en effektiv kommune, der skaber billigere og bedre løsninger for skatteborgerne i fremtiden, så er robotterne en del af den samlede løsning i fremtiden. I mange tilfælde ville de her cigaretskod slet ikke blive samlet op. Derfor er robotterne også med til at løse problemstillinger, der enten ikke bliver gjort, eller kræver mange arbejdstimer at opnå i dag,” forklarer Søren Tranberg Hansen.

Han fortæller også, at der i øjeblikket er andre robotidéer på tegnebrættet. Blandt andet en robot, der kan fjerne ukrudt.

”Vi har især fokus på udendørsrobotter, der kan være med til at forbedre bybilledet i Aarhus Kommune. Derfor bliver robotter også en større del af vores hverdag i fremtiden, og vi skal nok vænne os til at møde dem på vores tur gennem byen,” siger Søren Tranberg Hansen.

Opbakning af robotvirksomheder

Det er selvfølgelig ikke Aarhus Kommune, der selv skal sidde og udvikle fremtidens robotter. Det er der allerede en del virksomheder i både Aarhus og resten af landet, der allerede gør. Men det er for Søren Tranberg Hansen vigtigt, at en stor kommune som Aarhus bakker op om virksomhederne, der skal skabe fremtidens teknologier. Og den bedste måde at gøre det på er gennem samarbejde, hvor kommunen kan byde ind med de rigtige faciliteter til testning af teknologien.

”Vi vil gerne støtte op om robotvirksomhederne på den rigtige måde. Derfor vil vi også gerne bruge deres løsninger, hvis de passer ind i relevante kommunale løsninger. På den måde kan vi også give dem adgang til kommunale områder, hvor deres teknologi kan testes på, ligesom vi nu kommer til at se på havnen,” siger Søren Tranberg Hansen.

Ved at indgå samarbejde med virksomhederne, kan teknologierne nemlig blive finpudset og tilpasset, så de på sigt kan løse opgaverne i Aarhus Kommune endnu bedre – ligesom de på den længere bane kan udbredes til resten af landet, hvis det viser sig at være en smart og god løsning på et givent problem.

 

Om projektet

Projektet er et samarbejde mellem KK Tech, Capra Robotics og Aarhus Kommune. Projektet er økonomisk støttet gennem kommunens Velfærdsteknologisk OPI-pulje, som du kan læse mere om her.