Data af høj kvalitet er fundamentet for digital transformation og datadrevne, mere kvalificerede velfærdsløsninger. Bruges data klogt, kan de være med til at forbedre byrummet, klimaet, velfærden, dialogen med borgeren mv. Mængden af data vokser, og kommunen ligger inde med data i mere eller mindre strukturerede former og svingende kvalitet – og det kan være et problem for at komme videre ad den datadrevne vej, vi er ved at finde fodfæstet på: Kernen i problemet er, at der enten ikke findes data om indsatser og effekter eller at de data, der findes, ikke er af tilstrækkelig god kvalitet.​

Formålet med indsatsen her er at sætte skub i en række områder, som skal resultere i, at data kan bruges til multiple formål. Indsatsen sætter fokus på forbedring af datagrundlag, -struktur og -kvalitet: Den skal sikre en struktureret og kritisk tilgang til data, en fælles forståelse af databegrebet og datastrukturer og et datagrundlag af høj kvalitet. For borgerne betyder det helt konkret, at kommunen bedre kan indoptage nye teknologier og dermed i højere grad bliver i stand til at kunne målrette indsatser og forløb til gavn for den enkelte.

Smart Aarhus’ rolle:

Smart Aarhus vil bidrage blandt andet ved at dele erfaringer fra mere modne dataprojekter, ligesom indsatsen vil initiere arbejdet med at kvalificere kommunens databegreb og måden at tale om data på. Dette skal ske gennem en analyse med eksterne eksperter (formentlig AU og Alexandra Instituttet), der sammen med Smart Aarhus vil dykke ned i forståelsen af de forskellige relevante typer af data, kommunen skaber og kan få værdi af.​

Herefter starter arbejdet med at formulere en datastrategi for Aarhus Kommune i tråd med KL’s anbefalinger.