I Rehab-Lab skaber borgerne deres egne hjælpemidler

Billede af borgere der designer løsninger ved et bord

Det kan være svært at finde det helt rigtige hjælpemiddel, hvis du har en lidelse som for eksempel muskelsvind, leddegigt eller noget helt tredje, der kan besværliggøre hverdagen. Mange lidelser kan komme til udtryk på forskellige måder, og derfor er det også forskellige problemstillinger, borgerne kan stå med. Problemstillinger der kan kræve specialdesignede løsninger.

Hos DokkX, der ligger placeret i hjertet af Dokk1 på havnen i Aarhus, kan borgerne hver torsdag fra 10-14 deltage i det såkaldte Rehab-Lab, der for første gang så dagens lys i 2020. Her kan alle komme ind og designe deres egne hjælpemidler, som derefter kan printes direkte på en 3D-printer. Personalet hjælper med det tekniske, mens det er borgeren, der skal komme med den gode idé, der passer ind i lige præcis deres behov.

”Vi prøver at gøre op med tankegangen om, at borgeren skal passe til hjælpemidlet. Her er det hjælpemidlet, der skal passe til borgeren,” fortæller Kirsten Rud Bentholm, leder af DokkX.

Her er et lille udsnit af eksempler på 3D printede produkter, borgerne har lavet i Rehab-Lab:

  • Flydestok, der blev lavet af en gangbesværet borger, så vedkommende kan bade i havet.
  • Multitool til kvinde med muskelsvind bestående af kløpind, kleenex-holder og popkornskål.
  • Borger med nedsat bevægelighed i arme har lavet personligt redskab til agilitytræning.
  • Vognmønt med stang bl.a. til borger med gigt.
  • Vatpindsholder/forlænger til kvinde med gigt.

Rehab-Lab er finansieret gennem Aarhus Kommunes Innovationsmotor, der støtter projekter gennem tre faser, og projektet her har netop fået godkendt fase tre, der tilfører yderligere 250.000 kr. til Rehab-Lab.

Pengene skal blandt andet bruges til at udvikle en virtuel database over de forskellige hjælpemidler, borgerne designer i Rehab-Lab. På den måde kan andre enten blive inspirerede i deres egne designløsninger, eller lave en kopi af løsningen, hvis den viser sig også at være rigtig til deres behov.

De forskellige hjælpemidler printes primært i PLA, der er lavet af biologiske materialer som majsstivelse og sukkerrør. Er der brug for et andre materialevalg eller produkter, der overstiger 3D-printerens byggeevne, har DokkX et samarbejde med Teknologisk Institut, der kan hjælpe med en løsning i flere typer plast og metal.

Rehab-Lab er et gratis tilbud til alle borgere, der måtte have lyst til at kigge forbi mellem 10-14 hver torsdag.

Vil du vide mere om Rehab-Lab og se nogle af de gode eksempler på hjælpemidler, så kig med i videoen her:

 

Garageopfinderen

Der kommer også forskellige borgere med et iværksætter-gen på besøg i Rehab-Lab. De benytter sig af muligheden for at lave prototyper på 3D-printeren. Et eksempel finder vi hos en borger, der kalder sig selv ”garageopfinder”.

Han har haft gang i flere forskellige projekter, for eksempel en svømmebanetæller, hvor et par prototyper er afbilledet herunder:

"Garageopfinderen" har indskrænket bevægelighed i den ene hånd, og derfor stammer nogle af opfindelserne fra egne behov, mens andre idéer er opstået i hans fritid eller professionelle virke.

”Han er rigtig positiv omkring Rehab-Lab og den hjælp og sparring, vi kan give ham i udviklingen af hans prototyper, og vi er glade for, at han kommer forbi. I alt han laver, vil han bare gerne give folk redskaber, der kan gøre dem mere selvhjulpne og dermed give dem de samme muligheder i livet, som alle andre,” fortæller Janne Hardahl-Christensen.

Det er blandt andet Janne Hardahl-Christensen, der bemander Rehab-Lab. Hun er både uddannet ergoterapeut og maskiningeniør. Men hun er ikke alene om driften. Med sig har hun Antoniett Vebel Pharao, der er uddannet Cand.pæd. i Pædagogisk Sociologi – og så er hun kørestolsbruger med muskelsvind.

Sammen danner de to kvinder et ekstremt kompetent team, der altid er klar på at hjælpe med formuleringen af det egentlige behov samt med at lave konstruktionstegninger til maskinen.