Sensorer i asfalten skal gøre det nemmere at være elbilist i Aarhus
Flere elbilister kender irritationen ved at ankomme til en ladestander, der er optaget af en anden bil, som ikke oplader. Men snart kan det være slut med den slags hverdagsirritationer. Et nyt pilotprojekt skal nemlig gøre det nemmere at være elbilist ved at give brugerne information om, hvilke offentlige ladepladser der er i brug og hvilke der er ledige.
Det er tech-virksomheden Papp, ladeoperatøren Clever og Aarhus Kommune, der er gået sammen om projektet, som sættes i gang torsdag den 19. august. I asfalten ved omkring 100 offentlige ladestandere i Aarhus vil der blive indsat sensorer, der vil kunne sende live-data, så elbilister fremover i realtid kan se, om ladepladsen er ledig.
”Vi ser et kæmpe potentiale i at bruge data til at forbedre lademulighederne for elbilisterne. Med det nye pilotprojekt vil vi ikke kun kunne fortælle, hvornår de 100 ladepladser er ledige. Vi vil også kunne bruge data om benyttelsen af de 100 ladepladser til at udregne sandsynligheder for, hvornår resten af Aarhus’ ladepladser er ledige,” siger Tan Minh Tran, der er medstifter og adm. direktør for Papp, som har været med til at udvikle den nye løsning.
Hidtil har virksomheden fokuseret på at hjælpe bilister med at finde parkeringspladser og undgå p-afgifter, og det nye projekt er det første initiativ målrettet elbilister, som virksomheden er med til at drive.
Det er ladeoperatøren Clever, der bidrager til projektet med en stor del af de 100 ladestandere.
"Hvis flere skal vælge elbilen til, så skal det være nemt at være elbilist. Derfor er det helt oplagt at fjerne det irritationsmoment, det er at ende ved en ladestander, der er optaget af en bil, som ikke lader. Med pilotprojektet her forventer vi inden udgangen af 2021 at kunne begynde at bruge data fra forsøget, så alle – kunder såvel som ikke-kunder – kan bruge Clevers app til at se, hvor der er ledige, offentlige ladestandere i Aarhus. Og så håber vi selvfølgelig, at pilotprojektet senere kan udfoldes til resten af landet, så alle danske elbilister får nemmere ved at finde ledige ladepladser," siger Casper Kirketerp-Møller, der er direktør for Clever.
Aarhus Kommune støtter med grøn investeringspulje
Det nye pilotprojekt er støttet af Aarhus Kommunes grønne investeringspulje. Med puljen bidrager Aarhus Kommune til projekter, der kan være med til at sikre en mere grøn og bæredygtig kommunal drift, som medvirker til realiseringen af Aarhus Kommunes mål om at være energi- og CO2-neutral i 2030.
”Det glæder mig, at vi med den grønne investeringspulje kan bakke op om et projekt, der vil gøre livet lettere for el-bilister i Aarhus – og sætte mere skub i den helt nødvendige grønne omstilling. Initiativet matcher rigtigt godt med kommunens klimaambitioner om CO2-neutralitet i 2030. Ambitioner, der også skal løftes gennem gode samarbejder med det lokale erhvervsliv,” siger Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune.
Rådmanden for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune supplerer:
”Det er vigtigt, at vi har den bedst mulige udnyttelse af byens p-pladser og elladeinfrastruktur. Forsøget kan forhåbentlig være med til at minimere den søgende trafik efter ledige ladepladser, hvilket er til gavn for både elbilisten og omgivelserne. Samtidig glæder jeg mig over, at initiativet til forsøget kommer fra en ung, lokal virksomhed, som har lyst og mod til at gøre en forskel, hvilket den grønne investeringspulje skal være med til at understøtte,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.