Aarhus-virksomhed har fokus på cybersikkerhed hos små- og mellemstore virksomheder

Direktør hos RIT A/S, Mads Møller Pedersen

Det fylder i medierne, når en stor dansk organisation eller virksomhed bliver ramt af et cyberangreb. Det gjorde sig blandt andet gældende for Mærsk, ISS og Vestas for blot at nævne få. Men truslen på den digitale sikkerhed rammer i høj grad også små- og mellemstore virksomheder.

Det har virksomheden RIT A/S sat sig for at hjælpe med.

Virksomheden har 40 ansatte og specialiserer sig i avancerede løsninger indenfor it-sikkerhed målrettet SMV’er. RIT A/S holder til i Officelab i Lystrup og udvidede i 2022 til Vejle. Direktør Mads Møller Pedersen er ikke i tvivl om, at SMV’er skal komme mere på banen, når det gælder it-sikkerhed.

”Mit hovedbudskab er, at hvis bare de små- og mellemstore virksomheder vidste, hvor nemt det er at hæve sikkerhedsniveauet, så de går fra at være beskyttet 10 procent til 99 procent, så ville de blive overraskede de fleste af dem,” siger Mads Møller Pedersen.

Han har et bud på årsagen til, at mange SMV’er ikke bruger flere ressourcer på at øge egen cybersikkerhed:

”Den ene del er for lidt viden og information, den anden del er, at de kun tror det kun sker for naboen.”

It-kriminelle bliver dygtigere

I deres seneste rapport vurderer Center for Cybersikkerhed, at truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet mod Danmark er meget høj.

Den stigende trussel mod it-sikkerhed genkender Mads Møller Pedersen, som med knap 16 år i direktørrollen hos RIT A/S har været vidne til en stor udvikling indenfor it-branchen. Han oplever, hvordan mængden af cyberangreb, men også niveauet hos bagmændene, er højnet betydeligt de seneste år hos virksomhedens kunder, som blandt andet tæller Visit Aarhus, Scanpan, Aarhus Taxa og Erhverv Aarhus.

”Vi har haft masser af forsøg på angreb, men ingen af vores kernekunder med ’Total Security’ har haft et angreb i over seks år. Det kan selvfølgelig ødelægges på fem minutter, der er ingen garantier, men vi ved, hvad der skal til for at nedsætte risikoen for angreb,” siger direktøren.

Angrebene tager mange former, men særligt én metode fremkommer ofte:

”Det er specielt sådan noget som phishing. Det har været et problem længe, men de (cyberkriminelle red.) er bare blevet meget, meget dygtigere på det seneste,” fortæller Mads Møller Pedersen.

I Aarhus Kommune ønsker vi at sætte mere fokus på cybersikkerhed. Derfor har Smart Aarhus med sin nye satsning indenfor cyber- og informationssikkerhed taget initiativ til et konsortium bestående af vidensinstitutioner, interesseorganisationer, offentlige myndigheder og lokale samt internationale virksomheder. Du kan læse mere om satsningen her. 

Mangler kvalificerede medarbejdere

Spørger man Mads Møller Pedersen er der dog en væsentlig udfordring, når det kommer til at sikre it-sikkerheden hos danske virksomheder: Manglen på kvalificeret arbejdskraft. Han oplever at rekruttering af medarbejdere er en større udfordring end at skaffe nye kunder.

I et forsøg på at opkvalificere relevant arbejdskraft har RIT A/S igangsat et initiativ, hvor ansatte i branchen kan tillære sig kompetencer indenfor it-infrastruktur med specialisering i cybersikkerhed.

”Vores RIT Akademi gør det muligt at fastansætte systemkonsulenter med få års IT-erfaring. Deltagerne kan bruge arbejdstid på studier og certificeringer, der er sidemandsoplæring og de får praktiske konsulentopgaver. En god blanding, så det der normalt tager 10 år at få nok erfaring med, kan gøres på 5 år” siger RIT-direktøren.

Han ser gerne, at der kommer et større fokus på at skaffe særligt dansktalende it-uddannede indenfor cybersikkerhed, da integrationen med virksomhedens SMV-kunder foregår på dansk.

I Aarhus Kommune er vi klar over, at det kræver en fælles indsats at skaffe tilstrækkeligt med relevant arbejdskraft indenfor cybersikkerhed.

Blandt andet derfor samarbejder en række større virksomheder DI Digital og Destination Aarhus med Aarhus Kommune om at gøre det mere attraktivt at være techmedarbejder i Aarhus området. Det sker i første omgang gennem en række faglige netværksarrangementer ude hos virksomhederne. Initiativet kalder vi Tech City Aarhus.

Det ser Mads Møller Pedersen som et skridt i den rigtige retning:

”Jeg tror, det er helt afgørende, at man fra det offentlige tager noget ansvar. Vi har simpelthen ikke selv ressourcer nok til at komme ud med budskabet. Der er et stort fokus på de store virksomheder, og det er fint, men ofte glemmes det, at de små- og mellemstore virksomheder har et endnu større behov.”

Du kan læse mere om Aarhus Kommunes initiativ Tech City Aarhus her.