Vestas håber at tiltrække potentielle unge it-talenter med en dag i cybersikkerhedens tegn
Mandag den 6. marts samledes i alt tre klasser fra Aarhus STX og Vejle HTX til en dag i cybersikkerhedens tegn. Arrangementet fandt sted i den glasdominerede og formmæssigt iøjnefaldende bygning, der gør det ud for Vestas domicil på Hedeager 42, Aarhus N.
Her bød Thomas Nielsen, direktør for Cyber Engagement & Partnering hos Vestas, velkommen til de mange unge elever og præsenterede flere gange i løbet af dagen de muligheder, som en it-stilling hos Vestas rummer.
Eventet "En dag i Cyberverdenen 2023" er arrangeret af Cyberskills og er støttet af Industriens fond, som vægter hele indsatsen omkring cybersikkerhed utrolig højt. Formålet er at vække interessen for netop it-sikkerhed hos unge og (forhåbentlig) lokke flere til at søge indenfor branchen, som i høj grad mangler arbejdskraft til at opretholde danske virksomheders fremtidige it-sikkerhed.
Digital dannelse på skoleskemaet
De fremmødte var 32 elever fra Aarhus STX (2g) og 13 elever fra Vejle HTX (3g.) Begge klasser har it-faget Infomatik, hvor eleverne blandt andet stifter bekendtskab med programmering, databaser og it-sikkerhed.
Foto: Eleverne fik tid til at stille spørgsmål ved dagens slutning. Foto af Emma Lina Kruse Jensen.
Efter en kort rundtur i de lyse lokaler var tiden kommet til oplæg fra Vestas-ansatte.
De første oplægsholdere var Tim Nielsen og Jakob Holm, der begge arbejder med it-sikkerhed, men med to vidt forskellige tilgange.
Tim Nielsen blev i januar ansat i et nyopstartet såkaldt red team, hvor han får lov at udleve sin passion: at hacke.
Et red team betegner den offensive tilgang indenfor it-sikkerhed, hvor den ansatte simulere et hacker-angreb for at finde mulige sårbarheder i systemet. Men, forklarede han eleverne, vejen til jobbet som etisk hacker har langtfra altid været ligetil.
”Da jeg gik på gymnasiet, havde jeg ingen ide om, hvad jeg skulle. Jeg troede, jeg skulle være datamatiker, men så faldt jeg over den her bacheloruddannelse i cybersikkerhed i stedet,” fortæller Tim Nielsen om sin karrierevej.
Det samme var tilfældet med Jakob Holm:
”Efter Vejle HHX læste jeg til it-økonom, og det var her jeg fandt bacheloruddannelsen i it-sikkerhed, som jeg så begyndte på,” fortæller Jakob Holm, der i dag arbejder i Vestas såkaldte blue team, som i modsætning til et red team fokuserer på den defensive tilgang.
”Det er et spændende job, for der er hele tiden en udvikling. En dag er aldrig den samme,” siger Jakob Holm om jobbet og tilføjer: ”Og så er det fedt, at vi nu har sådan en som Tim, der kan testprøve vores løsninger.”
Vestas mareridt
Thomas Nielsen kom også ind på de alvorlige konsekvenser, som et hackerangreb kan medføre, og som understreger nødvendigheden af, at endnu flere dygtiggør sig indenfor it-sikkerhed.
Det mærkede vindmøllegiganten på egen pengepung i november 2021, da den russiske hackergruppe Lockbit stod bag et omfattende ransomwareangreb, som endte med, at fortrolige dokumenter blev lagt op på det mørke internet.
Foto: Direktør Thomas Nielsen holder oplæg ved Vestas-event. Foto af Emma Lina Kruse Jensen.
”2021 var på en måde vores 9/11. De fleste i Vestas kan huske, hvor de var, da angrebet skete,” fortæller Thomas Nielsen om oplevelsen, der satte dybe spor i hele organisationen.
”Det er et unfair game, kan man sige. For hackerne skal kun være heldige én gang, men vi skal hele tiden vedligeholde vores it-sikkerhed,” tilføjer direktøren.
Håber på interesse
Efter oplæggene fik eleverne serveret frokost i form af pizza og sandwich, og der var tid til opfølgende spørgsmål, som enkelte nysgerrige elever benyttede sig af.
Sidst på dagen blev det helt store spørgsmål stillet:
”Er der nogen af jer, som overvejer en uddannelse indenfor it-sikkerhed?”
Elevernes respons kunne tælles på én hånd, ja faktisk på en enkelt finger. For det var kun Jakob Bjerregaard fra 3g, HTX i Vejle, der indtil videre har planer om en fremtid indenfor cybersikkerhed.
Foto: Elev Jakob Bjerregaard har gode jobmuligheder, han drømmer om et job indenfor it. Foto: Emma Lina Kruse Jensen.
”Efter HTX vil jeg læse en bachelor i computerteknologi,” fortæller Jakob Bjerregaard, som viser sig at være en inkarneret it-entusiast.
”Dette års cybermesterskaber er lige begyndt, og det deltager jeg i. Jeg interesserer mig særligt for kryptering, for det er spændende, hvor meget det skifter,” forklarer han.
Om Jakob Bjerregaard bliver den eneste af de fremmødte, som fremtidens it-branche for glæde af er uvist.
Men der er ikke tvivl om, at kompetencerne er eftertragtede og jobmulighederne mange hos de danske virksomheder – også hos Vestas.
Foto: Eleverne udtrykte begejstring for de varierende jobmuligheder. Foto af Emma Lina Kruse Jensen.